< Tilbage til Nyheder

Outline lancerer Lynlevering på kun 4 dage

Lynlevering på døre og vinduer

Det vakte stor opsigt, da Outline Vinduer i starten af 2014 lancerede et Lyn Leverings-koncept med kun 7 dages levering af vinduer og døre på mål. Det var på daværende tidspunkt en halvering af markedets hidtil hurtigste leveringstid på 14 dage, som Outline var ene om:

 - I starten var der en del, der ikke troede på, at man kunne bestille eksempelvis en mandag og få leveret kun 7 dage efter. Men med en højeffektiv dansk produktion kan du altså nå langt på kun få dage, og efterhånden som kunderne oplevede, at vi levede op til det aftalte, steg efterspørgslen efter vores Lyn Leveringskoncept markant, forklarer direktør Jens Sørensen fra Outline Vinduer og fortsætter: - I dag er Lyn Levering blevet et af vores vigtigste konkurrenceparametre.

 Nu skærer den nordjyske producent med hovedsæde i Farsø så yderligere tre dage af processen og tilbyder en hidtil uset kort leveringstid på kun 4 arbejdsdage:

 - Der er særligt to ting, der gør, at vi nu kan forkorte leveringstiden til bare 4 arbejdsdage. Dels foretager vi løbende investeringer i at have det nyeste produktionsudstyr, så vi producerer efter de absolut mest moderne produktionsprincipper, og dels har vi løbende optimeret vores interne processer i virksomheden. Derudover har vi jo lært meget af Lyn Levering de seneste to år, og vi er meget stolte over endnu engang at kunne sætte standarden for branchen, fortsætter Jens Sørensen.

 3 valgmuligheder

Fremadrettet tilbyder Outline Vinduer Lyn Levering på 4 dage, Hurtig Levering på 2 uger og Normal Levering på 3-4 uger. Produkterne er de samme uanset leveringshastighed, men Lyn Levering indebærer dog en mindre merpris:

 - Historisk set har pris og kvalitet været de altafgørende parametre. Nu oplever vi i stigende grad, at tid også er et vigtigt parameter, og derfor giver vi kunderne mulighed for at vælge leveringshastigheden - uden at gå på kompromis med kvaliteten, siger salgschef Claus Petersen Koch fra Outline Vinduer.

 Han siger supplerende, at der generelt er større travlhed i byggeriet i dag end for tre år siden. Det er en af grundene til, at tid også er blevet en faktor. Eksempelvis oplever Outline Vinduer flere sidste-øjebliks-ændringer i relation til byggeplaner, og her kommer Lyn Levering til sin ret. Derudover er Lyn Levering aktuelt eksempelvis i forbindelse med indbrud, hærværk eller storm, hvor få dage kan være afgørende for den enkelte boligejer.

 Lyn Levering gælder størstedelen af produkterne

Lyn Levering på 4 dage omfatter størstedelen af Outlines produktsortiment, dvs. vinduer og døre i Træ, Træ/Alu og Træ/Alu Energy . Lyn Levering gælder også faste partier, sidepartier, rammedøre med/uden kehl mv., men gælder dog fx ikke alle farvekombinationer samt hæve/skydedøre:

 - Det er ikke alle produkter, der kan produceres så hurtigt, og det er selvfølgelig helt afgørende for os, at vi ikke på noget tidspunkt går på kompromis med den kvalitet og finish, som vi er kendte for. Det er årsagen til, at vi har valgt at tage nogle få dele af vores produktsortiment ud af Lyn Levering. Den 10-årige garanti gælder dog naturligvis alle produkter uanset leveringshastighed, siger Claus Petersen Koch.

 Lyn Levering fra Outline Vinduer starter tirsdag d. 4. april 2017 og kan bestilles af både professionelle og private via landets trælaster og byggemarkeder.

Omoutline Levering
Loading...