Gå til indhold Gå til primær navigation

Overflade-behandling af fyrretræ

Alle elementer fra Outline Vinduer leveres overfladebehandlet – uanset om du bestiller vinduer eller døre. Men selvom vi har sørget for at overfladebehandle dine døre og vinduer, kan vejr, vind og andre forhold medføre et behov for en genbehandling af vinduesrammer og dørramme efter en årrække.

Sådan genbehandler du

Genbehandling kan ske med egnet træbeskyttelse eller maling. Inden du påbegynder overfladebehandlingen, skal elementerne grundigt afvaskes med et grundrengøringsmiddel (ikke opvaskemiddel).

Den løse maling skrabes af, og elementerne slibes med sandpapir. Fjern slibestøv, og påfør evt. grundolie/-maling. Når grundolien/grundmalingen er tør, slibes overfladen endnu en gang, hvorefter slibestøv fjernes. Du er nu klar til at påføre første lag træbeskyttelse eller maling.

Dét skal du være opmærksom på
Greb, lukkemekanismer, bevægelige dele, glasisætningsbånd, tætningslister samt DVC-mærker må ikke overmales. Kommer der maling på fx dine tætningslister, bliver listerne stive og har sværere ved at holde tæt. Se mere om tætningslister her.

Oplukkelige rammer må ikke lukkes, før elementet er helt tørt. Overfladebehandlingen gentages, hvis de mest udsatte steder viser tegn på nedbrydning.

Overflade-behandling – aluminium

Meget er nået med almindelig afvaskning, gerne samtidig med at ruderne vaskes. Rengøringsmidler skal have en neutral ph-værdi (5-8). Eventuelle skader på aluminiumoverfladen udbedres ved at slibe det skadede område glat, fjerne slibestøv
og behandle med metallak/maling efter fabrikatets foreskrifter. En sådan behandling vil dog altid være synlig.

Overflade-behandling – hårdttræs-bundtrin

Elementerne leveres grundbehandlet og bør i forbindelse med afslutning af montagen behandles med en egnet topbehandling. Det første år bør elementerne genbehandles 2 gange. Med jævne mellemrum og minimum én gang årligt bør det kontrolleres om overfladen fortsat er beskyttet og vandafvisende. Træet skal genbehandles efter behov.
Vedligeholdelsesintervallerne er vejledende, da behandlingens holdbarhed er afhængig af, hvor udsat elementerne er for sol og vind. Specielt syd- og vestvendte sider er udsatte. En god huskeregel er, at træet først er mættet når vand danner ’’perler’’ på overfladen.

Foldedøre og rustfrit stål

Vedligeholdelse og rengøring af rustfrit stål

Outline foldedøre er produceret med hængselsdele af rustfrit stål, og rustfrit stål er som udgangspunkt et meget hårdført materiale, men det er stadig påvirkeligt for angreb på overfladen. Dette ses fx i form af flyverust, som er små metalpartikler, der sætter sig som små røde plamager på overfladen.

For at undgå angreb af flyverust, er det vigtigt at lukke overfladen med en tynd syrefri olie. Dette  gøres inden foldedøren tages i brug, og vi anbefaler, at behandlingen gentages et par gange om året. Bor du i kystnære områder, er foldedøren særligt udsat, og behandlingen skal derfor foretages oftere for at opnå optimal beskyttelse.

Påføring af den syrefri olie skal ske med en fnugfri klud. Vær opmærksom på ikke at overdosere mæng-den af den syrefri olie, da den beskyttende effekt opnås ved en fin, tynd hinde.

Opstår der flyverust pga. manglende vedligeholdelse, fjernes det ved hjælp af rustfrit stål rensemiddel, som anvendes i alm. husholdning.

Derudover vedligeholdes foldedøren som vinduer og døre.