< Tilbage til Nyheder

Trods udsigt til andet marked: Mange kunder gør nu igen brug af firedagslevering hos vinduesproducent

Efter nogle turbulente år i kølvandet på coronapandemien kan Outline Vinduer i Farsø nu melde om en mere normaliseret efterspørgsel. Dermed kan vinduesproducenten nu igen tilbyde lynlevering, hvor elementerne i løbet af blot fire dage kan leveres med en høj leveringssikkerhed på mere end 99 procent.

Siden coronapandemien brød ud i 2020, har Outline Vinduer som flere andre virksomheder i byggebranchen været på noget af en rutsjebanetur, hvor efterspørgslen ved epidemiens begyndelse først gik helt i stå for derefter at stige så voldsomt, at virksomheden måtte udnytte sin døgndriftsproduktion til fulde og dermed udvide medarbejderstaben på både aften- og nathold. Det betød blandt andet, at tilbuddet om fire dages levering blev sat i bero. 

Nu – næsten tre år senere – ser det ud til, at efterspørgslen endelig har nået et mere normalt niveau. Det betyder, at virksomhedens kunder nu igen kan benytte sig af lynlevering, hvor vindues- og dørelementerne med en leveringssikkerhed på mere end 99 procent kan være klar i løbet af blot fire arbejdsdage fra bestilling. 

- Leveringshastighed og -sikkerhed betyder rigtig meget for vores kunder, så vi er glade for, at vi nu igen har mulighed for at følge med efterspørgslen og genoptage konceptet, og at vores kunder tager godt imod det. Selvom vi arbejdede dag og nat, ansatte nye folk og ellers gjorde alt, hvad vi overhovedet kunne, da efterspørgslen var på sit højeste, var det alligevel meget vanskeligt at leve op til vores velkendte høje hastighed i leveringen. Det kan vi heldigvis nu, lyder det fra administrerende direktør i Outline Vinduer, Jens Sørensen, som fremhæver, at efterspørgslen på det hurtige leveringskoncept i høj grad fortsat er til stede. 

IMG 9309 Redigeret

Under krisen i 2020 steg efterspørgslen hos Outline meget, og som følge heraf hævede vinduesproducenten sin kapacitet. Som en af meget få vinduesproducenter arbejdede virksomheden derfor i treholdsskift og var samtidig nødt til at ansætte adskillige ekstra medarbejdere for bare at holde hjulene kørende i produktionen. 

- Lige nu kigger vi ind i en periode med flere modsatrettede tendenser og en generelt svækket forbrugertillid og købekraft, men samtidig også en energikrise, hvor forbrugerne i høj grad har fået øjnene op for energioptimering, herunder udskiftning af termoruder til moderne trelagsenergivinduer. Det er altid svært at spå om, hvad der sker, men vi håber, at tendenserne udligner hinanden, og at efterspørgslen således forbliver på det nogenlunde stabile niveau, vi oplever nu, slutter Jens Sørensen. 

Udover lynlevering tilbyder Outline desuden hurtiglevering, hvor vindues- og dørelementer kan leveres i løbet af to uger. 

IMG 9280 Redigeret
IMG 9348 Redigeret
Loading...