Fra Carlsberg-kantine til kontorfællesskab:
Capella House ført tilbage til oprindeligt udseende med topmoderne faciliteter
Historien vækkes til live i den bevaringsværdige bygning Capella på Indiakaj i København, som i starten af 1900-tallet var kendt som havnens dagligstue og kantine med havnearbejdere og sømænd som hyppige gæster, og som blev opført af Gamle Carlsberg. I dag er bygningen nemlig ført tilbage til sit originale udtryk med rød facade, der ved et tilfælde blev opdaget i en Olsen Banden-film – og ikke mindst med smukke buede vinduer, hjørnebåndsbeslag og sprosser fra Outline Vinduer.
For over 100 år siden var stedet det lokale spise- og samlingssted ved indgangen til Københavns frihavn, hvor havnearbejdere, sømænd og andet godtfolk mødtes for at spise, diskutere og feste, inden arbejdet igen kaldte.
I disse dage har Capella House på Indiakaj i København taget hul på et nyt kapitel. Bygningen, der blev opført i 1899 af Gamle Carlsberg og tegnet af Thorvald Bindesbøll, er nu blevet restaureret og genopfundet som et levende arbejdsfællesskab for blandt andre iværksættere, kreative og startups.
Det er selskabet Cordsen Ejendomme, der ejer bygningen, og som har været i fuld gang med den omfattende renovering i den seneste tid:
- Vi havde brug for et kontor til vores virksomhed, og vi kunne med det samme se masser af muligheder i Capella-bygningen. Vi havde fra start et mål om at føre den tilbage til det oprindelige uden at gøre den alt for fin. Det er jo en gammel kantine for havnearbejdere og en solid, ærlig og bevaringsværdig bygning med stålsøjler, så det har været vigtigt for os at renovere den med respekt for historien og lade den træde frem, siger Frederik Wiidau, direktør i Cordsen Ejendomme, og fortsætter:
Vi har heldigvis haft adgang til tegninger og billeder af den oprindelige bygning og fandt blandt andet ud af – via et klip fra en Olsen Banden-film fra 1979 – at facaden tidligere havde været rød, så det er den blevet igen. Samtidig er vinduerne ført tilbage til det oprindelige udtryk med buede vinduer og fine sprosser fra Outline Vinduer, som kunne levere den bedste løsning til prisen, og som vi har haft et rigtig godt samarbejde med hele vejen igennem.

Hos Outline Vinduer har det ligeledes været en stor fornøjelse at være en del af det ekstraordinære projekt, forklarer projektsælger Alex Winsley:
- Vi er meget stolte af at være valgt som leverandør til denne type bygning og dermed bidrage til at bevare vores fælles historie. Samtlige 75 elementer til Capella House er specialfremstillet i træ og med buer, hjørnebåndsbeslåning og smalle sprosser, så det passer til den historiske bygning. Det har især været vores kompetencer inden for disse særlige komponenter, der gjorde os relevante for projektet, efter vi havde både bygherre og entreprenør på besøg i vores showroom i Brøndby, hvor de kunne se og opleve vores løsninger, siger han.
Vi har haft en rigtig god sparring og dialog om de rigtige produkter med både bygherre, rådgiver og leverandør hele vejen rundt, og det er selvfølgelig et stærkt afsæt for det gode og flotte resultat, Daniel Green Larsen; salgschef hos Bygma Amager
Outline Vinduer sælger sine elementer via trælaster og byggemarkeder, og ordren til Capella House kom i stand via Bygma Amager:
- Efter at have afklaret hvad vinduerne skulle kunne, indhentede vi tilbud og priser ved tre forskellige leverandører, hvor Outline Vinduer samlet set kom med det bedste tilbud. Sammen med entreprenøren og Outline har vi gennemgået og hjulpet med opmåling af hvert eneste vindue, som var en relativt kompleks opgave både på grund af bygningens alder og de buede vinduer, der skulle passe ind i murværket. Vi har haft en rigtig god sparring og dialog om de rigtige produkter med både bygherre, rådgiver og leverandør hele vejen rundt, og det er selvfølgelig et stærkt afsæt for det gode og flotte resultat, siger Daniel Green Larsen, salgschef hos Bygma Amager.
Alle kontorpladser i Capella House er allerede udlejet, og de sidste lejere er netop flyttet ind.
