Gå til indhold Gå til primær navigation
Nyhed

Forkæl dine vinduer, før efteråret kommer

Enkel vedligeholdelse og rengøring af husets vinduer

Med enkel vedligeholdelse og rengøring af husets vinduer kan man komme langt. Ikke alene får det nemlig hjemmet til at fremstå skarpere, men det forlænger også vinduernes levetid markant. Her kommer 4 gode råd til, hvordan du kan forberede dine vinduer på efterårets ankomst.

De sidste varme sommerdage står efterhånden for døren, og meget af hjemmets udvendige vedligehold er ved at være klaret. Men glem ikke dine vinduer. De vil så gerne forkæles med en opvredet klud, og det er opmærksomhed, du med god grund kan give dem. Det giver nemlig ikke kun huset et flot, rent ydre, men forbereder også vinduerne på efterårets og vinterens slidende vejr.  

Sådan lyder det fra Outline Vinduers salgschef, Claus Petersen Koch, der igennem en lang årrække har vejledt boligejere i vedligehold af vinduer. Han kommer her med sine 4 anbefalinger til, hvordan man kan passe på dem uden at skulle bruge dyre rengøringsprodukter eller specielle redskaber:

1. Sæbevand – og gerne i rigelige mængder!
Skidt og snavs er langsomt med til at nedbryde dine vinduer, da det suger fugt og råd til sig. Derfor er det vigtigt, at du jævnligt sørger for at komme ind i alle vinduets hjørner og kroge med en klud og en blød børste. Rengør træfladerne med en almindelig sæbeopløsning og aluminiumsoverfladerne med autoshampoo uden slibemiddel, da det opløser og fjerner skidtet bedre. På den måde forhindrer det heller ikke vinduerne i at lukke tæt henover de kolde måneder.

2. Sæt en stopper for vind og træk
Sommerens sol og varme er ofte hård kost for vinduerne, da det kan udtørre træet, så det revner, og således bane vej for kulden. Derfor anbefaler Outline, at du hvert efterår gennemgår vinduernes fuger, tætningslister og bundglaslister, da der med tiden kan opstå utætheder, hvor fugt og vandt slipper ind. Hvis bundglaslisten ikke slutter tæt, eller hvis fugen og tætningslisterne er slidte og mørnet, bør de repareres eller udskiftes før, at fugten trænger længere ind i rammen.

3. Gør åbningen let med olie
Vinduer kan med årene blive mere besværlige og seje at åbne og lukke. Det undgår man let ved at smøre alle de bevægelige dele som eksempelvis beslag, hængsler og skinner med enkle dråber syrefri olie et par gange om året. Ligger huset ud til kysten, skal man være opmærksom på, at det hårde vejr kan betyde et større behov for smøring, og at beslagdelene oftere skal udskiftes.

4. Få fjernet de gule pletter
Træ er et levende materiale, og det betyder, at harpiksudtræk, som misfarver malingen, til tider vil melde sin ankomst. Smør lidt husholdningssprit på harpiksen, og lad den sidde et par minutter. Derefter kan det let og forsigtigt tørres af med en klud, og dine vinduer får igen et nyere look. Er der meget harpiks, kan du som alternativ lade den krystallisere, hvorefter de gule misfarvninger nemt kan skrabes væk med en spartel eller lignende – pas på, at malingen ikke beskadiges undervejs.