Vinduesproducenten Outline Vinduer har en klar strategi om at kunne tilbyde trælaster, byggemarkeder og ikke mindst deres kunder, håndværkerne, et one-stop-shopping-koncept. Det vil sige, at de skal kunne købe alle dør- og vinduesprodukter ét sted for at spare så meget tid som muligt. Som led i den strategi udvider vinduesvirksomheden nu sit sortiment endnu en gang – denne gang med en branddør.
Igennem de sidste mange år har det været en del af Outline Vinduers strategi at være kundernes totalleverandør og således kunne tilbyde et one-stop-shopping-koncept, så blandt andre håndværkerne kan handle de nødvendige løsninger til deres kunder mere effektivt og tidsbesparende. Det har blandt andet betydet, at vinduesproducenten ad flere omgange har udvidet sortimentet ved for eksempel at lancere foldedøre, dreje/kip-elementer og senest dobbelte hæveskydedøre, så de forskellige løsninger kan fås et og samme sted.
- Lønkroner er noget er det dyreste i forhold til at få en forretning til at hænge sammen, og derfor er det naturligvis også en fordel for både trælaster, byggemarkeder og håndværkere, at de kan spare tid i materialebestillingen ved kun at skulle gå til én leverandør og bestille på én platform. Samtidig kan håndværkerne komme hurtigere i gang på byggepladsen, da de ikke skal vente på, at vinduer og døre bliver leveret på forskellige tidspunkter – i stedet får de én dato, hvor samtlige materialer bliver leveret, og de kan på den måde langt bedre planlægge deres tid, forklarer salgschef Claus Petersen Koch fra Outline Vinduer.