< Tilbage til Nyheder

Outline Vinduer vinder mangfoldighedspris

Vinduesproducenten Outline Vinduer i Farsø hædres for sin inkluderende kultur og sit sociale ansvar med Mangfoldighedsprisen fra Great Place To Work. Virksomheden indtager samtidig en sjetteplads på listen over Danmarks Bedste Arbejdspladser med +250 medarbejdere i 2026. 

Outline Vinduer har vundet Mangfoldighedsprisen fra Great Place To Work 2026 blandt tre nominerede virksomheder. Samtidig har virksomheden opnået en sjetteplads på listen over Danmarks Bedste Arbejdspladser® i kategorien +250 medarbejdere, som er en samlet anerkendelse af virksomhedens vedvarende arbejde med trivsel, fællesskab og inklusion. 

- Vi er både stolte og ydmyge over at modtage Mangfoldighedsprisen. Det er en stor anerkendelse af det arbejde, vi gør hver dag for at skabe en arbejdsplads, hvor der er plads til forskellighed, og hvor alle bidrager til fællesskabet. Samtidig er vi utroligt glade for vores placering som nummer seks blandt Danmarks Bedste Arbejdspladser. Det er et resultat af en fælles og stærk indsats fra alle vores medarbejdere, siger administrerende direktør for Outline Vinduer Peter Sejling. 

Greatplacetowork 260423 220338 OS

Begrundelsen for, at Outline Vinduer løber med Mangfoldighedsprisen er ifølge Great Place To Work blandt andet, at virksomheden beskæftiger 17 forskellige nationaliteter og tilbyder danskundervisning til internationale medarbejdere. Derudover arbejder virksomheden med kulturforståelse med fokus på magtforhold, kommunikation og kønsforskelle.

En af de internationale medarbejdere, der er ansat hos Outline, er Irina Ferariu, som oprindelig kommer fra Rumænien. Hun arbejder i virksomhedens forsendelse. 

- Jeg er glad for Outline som arbejdsplads. Vores arbejdsopgaver er forudsigelige, og vi er selv med til at planlægge, hvordan vi løser dem. Derudover har vi en god og respektfuld kommunikation kollegerne imellem, og det sætter jeg stor pris på, siger hun.

Greatplacetowork 260423 221121 OS

En anden central del af Outlines arbejde med mangfoldighed – og af begrundelsen for prisen – er desuden afdelingen Outline Plus, som er med til at åbne arbejdsmarkedet for borgere, der står længere fra beskæftigelse.

- I Outline Plus arbejder vi målrettet med at skabe muligheder for mennesker, der har brug for en ekstra hånd ind på arbejdsmarkedet. Det handler både om at udvikle arbejdsevner og om at skabe tro på egne kompetencer. Vi oplever, at det ikke bare gør en forskel for den enkelte, men også styrker fællesskabet i hele virksomheden, siger Jette Madsen, der sammen med Lars Bech er ansvarlig for Outline Plus-afdelingen.

Outline Vinduer samarbejder blandt andet med Jobcenter Vesthimmerland og hjælper hvert år omkring 90 borgere med at blive mere jobparate med indsatser, der kan være et springbræt til beskæftigelse og bidrager samtidig til udvikling og afklaring af den enkeltes arbejdsevne. 

Mangfoldighedsprisen og top ti-placeringen over Danmarks Bedste Arbejdspladser vidner om en arbejdsplads, hvor trivsel og engagement er i højsædet, og Outline har gennem flere år arbejdet målrettet med at udvikle sin kultur, blandt andet gennem klare værdier, stærkt samarbejde og fokus på både faglig og personlig udvikling, lyder det fra Peter Sejling:

- Vores medarbejdere er helt afgørende for, at vi lykkes, både som arbejdsplads og som forretning. Mangfoldighedsprisen er i virkeligheden deres fortjeneste, fordi de hver dag er med til at skabe en kultur, hvor vi løfter i flok og gør plads til hinanden, siger han.

Prisen er netop blevet uddelt ved et awardshow i København, hvor Great Place To Work kårede Danmarks Bedste Arbejdspladser og uddelte fire specialpriser, herunder Mangfoldighedsprisen.

Greatplacetowork 260423 220405 Kor
Bill. fra venstre: Michael Hejlesen, Peter Sejling, Mads Storgaard Mehlsen, Sarah Naur, Janni Christensen, Erik Kristensen
Loading...