Der er lige nu stor mangel på arbejdskraft i Danmark, og særligt brancher som byggeri og industri er hårdt ramt. Det skaber udfordringer for blandt andre Outline Vinduer i Farsø, hvor man har måttet tænke ud af boksen for at tiltrække dygtige medarbejdere. Blandt andet derfor har virksomheden skræddersyet et uddannelsesforløb til 23-årige Sine Andersen, som fik hende til at ændre planerne om universitetet og i stedet gøre karriere i vinduesbranchen.
Mange danske virksomheder oplever lige nu stor mangel på arbejdskraft. For bygge- og anlægsbranchen er andelen af virksomheder, der meldte om manglende hænder i december 2021, ifølge Danmarks Statistik hele 41 procent, mens 38 procent af virksomhederne indenfor industrien i fjerde kvartal af 2021 manglede arbejdskraft. Derfor må virksomhederne i endnu højere grad tænke kreativt for at rekruttere den nødvendige arbejdskraft.