Der stilles store krav til medarbejdere i landets trælaster og byggemarkeder, da det forventes, at de har et bredt kendskab til alt lige fra tunge byggematerialer og havemaskiner til isenkram og aktuelle tilbud. For at gøre arbejdet lettere har vinduesproducenten Outline Vinduer i Farsø derfor udviklet et nyt undervisningskoncept, som skal gøre det hurtigere og nemmere at opnå faglig viden om vinduer og døre.
Outline Vinduer har i efterhånden mange år hjulpet med at undervise elever og medarbejdere hos landets trælaster og byggemarkeder i vindues- og dørkategorien – ofte med fabriksbesøg i vinduesproducentens produktion i Farsø. Men nu får undervisningen endnu et løft med et nyt e-learningsforløb, som Outline har udviklet specielt til trælasternes og byggemarkedernes elevuddannelser, og som de vil introducere til alle vinduesproducentens forhandlere.
Ifølge vinduesproducentens salgschef, Claus Petersen Koch, blev idéen til e-learningsforløbet født under de seneste års coronapandemi, hvor det som følge af nedlukninger ikke har været muligt at komme på besøg i Outlines produktionslokaler:
- Vi har de sidste mange år haft fabriksbesøg to til fire gange om måneden, hvor elever fra landets trælaster og byggemarkeder har været ude at se vores produktion. Det besværliggjorde coronapandemien, hvilket fik os til at tænke i nye baner. Det har resulteret i et nyt e-learningsforløb, som fremadrettet skal fungere som supplement til fabriksbesøgene, siger han.
Konkret har Outline udviklet undervisningsmateriale i form af videoer, der kan anvendes i uddannelsen af trælasternes og byggemarkedernes medarbejdere. Her dykkes der ned i forskellige emner, der relaterer til vinduer og døre – fra vinduestyper og materialevalg til emner med udgangspunkt i blandt andet Outlines 24/7-online bestillingskoncept. Samtidig har vinduesproducenten udarbejdet trykt materiale, der fremhæver de vigtigste overvejelser ved både et vinduessalg og -køb, som ikke alene skal klæde trælasterne bedre på som rådgivere, men også deres slutkunder.